Debatindlæg bragt i Lolland-Falsters Folketidende 16. december 2024 (Med Karstens billigelse, publiceres det her på siden)
Fredag den 29. november delte Heino Knudsen, tidligere regionsrådsformand og nuværende direktør for DanskHåndbold, et opslag under overskriften Mennesker er verdens største attraktion på både Facebook og LinkedIn. Opslaget, som Heino havde skrevet til Folketidende i sin rolle som weekendskribent, fremhævede værdien af meningsfulde relationer og fællesskaber. Et udmærket skriv, der på mange måder rammer centrale temaer omkring trivsel, tilhørsforhold og fællesskab.
Jeg mener dog, vi risikerer, at en vigtig nuance går tabt i Heinos ellers udmærkede budskab. Mens han appellerer til vores individuelle ansvar for at skabe stærke og inkluderende fællesskaber, undlader han at nævne, at individets muligheder altid formes og begrænses af de strukturelle rammer, vi lever under.
Foucault (fransk filosof) minder os om, at vores handlinger aldrig er helt frie. Vi har alle en rolle i at skabe stærke fællesskaber – enig. Men det enkelte menneskes initiativer er kun frie og ligeværdige, hvis de understøttes af rammer, der gør dem mulige. Vi påvirkes og reguleres nemlig af magtstrukturer, som ofte er skjulte for os – ja, selv for dem, der udøver magten. Heino opfordrer os til at spørge, hvad vi hver især kan gøre for at styrke vores fællesskab, men undlader at nævne de ulige ressourcer og barrierer, der præger vores forskellige udgangspunkter – måske fordi de ikke er tydelige? Strukturelle udfordringer som økonomisk ulighed, social marginalisering og mangel på adgang til uddannelse og sundhed begrænser nemlig mange menneskers mulighed for at deltage aktivt i fællesskaber.
Heinos opslag fokuserer på det enkelte menneskes evne til at inspirere og tiltrække andre – en værdi jeg er enig i. Men hvem har magten til at skabe de rammer, der giver alle lige adgang til fællesskabet? Det spørgsmål er afgørende, hvis vi vil sikre, at det ikke kun er de ressourcestærke, der kan bidrage til og nyde godt af de relationer, Heino omtaler.
Heino skriver, at Lolland er et sted med stærke fællesskaber og store investeringer i infrastruktur og grøn energi – enig! Men det kræver et vedvarende fokus fra politikere, virksomheder og institutioner at sikre, investeringerne også kommer de mest sårbare borgere til gode, og ikke kun de der sidder ”øverst.” Hvis vi ønsker, at mennesker skal være verdens største attraktion, må vi som samfund også arbejde for at fjerne de strukturelle hindringer, der ekskluderer nogen fra fællesskabet – Det er præcis noget, Heino har arbejdet for som regionsrådsformand i forhold til adgang til læger og sygehuse m.m. Det er ærgerligt, at han ikke har det med i sit ellers udmærkede indlæg.
Heino opfordrer ligeledes i sit indlæg til, at vi skal “tale ordentligt” og “bygge op fremfor at rive ned.” Det er nemt at sige, men måske sværere at forstå, hvorfor nogle vælger det modsatte. Når borgere “river ned,” er det ofte et nødråb. Martin Luther King Jr. beskrev oprør som “de uhørtes sprog.” Det er en sidste udvej for dem, der føler sig overset og marginaliseret. Det er ikke destruktion for destruktionens skyld; det er en frustration, der ikke har andre kanaler at løbe ud gennem. De der sidder ”øverst” bør møde denne adfærd med dialog fremfor fordømmelse. Lyt til det, der ligger bag, og tag handling på de underliggende årsager – det er her, den virkelige forandring kan begynde.
For at imødekomme de strukturelle udfordringer og skabe inkluderende fællesskaber, bør vi fokusere på konkrete initiativer. Et vigtigt skridt er at bruge idræt og kultur som platforme for at styrke sociale relationer på tværs af forskellige baggrunde. Dette kan ske ved at etablere fritidstilbud med lav økonomisk barriere og med let adgang, sikre lige adgang til uddannelse, eks. gennem lokale mentorordninger og investere i borgerinddragelse i beslutningsprocesser. Når vi aktivt skaber muligheder for deltagelse for dem, der normalt står udenfor, bygger vi ikke kun broer, men også et samfund, hvor alle kan bidrage og trives.
En lille husker: Alle os, der forsøger at bygge stærkere fællesskaber, bør passe på med at blive “de skriftkloge”, som Jesus advarede mod. Dem, der sad øverst i synagogen og bad for syns skyld. De var måske veltalende og belærende, men deres egne privilegier gjorde dem blinde for livsvilkårene for dem, der sad længere nede.
Vi skal huske, at hvis vi ikke formår at se verden fra andre perspektiver end vores egne, risikerer vi at skabe fællesskaber, der kun er åbne for dem, der ligner os selv. Skal mennesker virkelig være verdens største attraktion, kræver det, at vi skaber en verden, hvor alle kan være med – også dem, der lige nu sidder nederst.
Så lad os bygge broer og ikke mure, og lad os huske, at magt og privilegier forpligter. Den største fare ligger i at tro, vi allerede har alle svarene.
Pax et bonum Karsten Sandau
