Sidder lige nu og laver en transskription af hver enkelt ordførertale vedrørende budget 2025 fra byrådsmødet den 10. oktober… Men der er også tid til en lille overspringshandling… hvordan ville det se ud, hvis vi skrev en lille historie om otte politikeres refleksion over deres rolle ud fra deres ordførertale?
I en tid med økonomisk stramhed og komplekse politiske beslutninger, står otte politikere fra byrådet i Lolland Kommune over for en eksistentiel udfordring. Budgettet for 2025 presser dem til at reflektere over deres rolle som politikere – men også som mennesker. De må træffe svære beslutninger, der vil påvirke tusindvis af borgeres liv. Denne rejse er inspireret af Svend Brinkmanns tanker om, hvad det vil sige at være menneske. Vi følger dem, når de sammen går ud på en dannelsesrejse, hvor de ikke kun søger løsninger på budgetudfordringerne, men også en dybere forståelse af, hvad mennesket egentlig er.
Vibeke og de svære vilkår
Rejsen begynder med Vibeke Grave fra Socialdemokratiet, som står midt i en uigennemtrængelig skov. Skoven er symbol på de mange års økonomiske besparelser, der har været nødvendige, men smertefulde. Træerne omkring hende er høje og tårner over hende som de beslutninger, hun har måttet tage år efter år. “Hvordan kan jeg træffe valg, når der ikke er noget at tage af?” spørger hun sig selv. For Vibeke er mennesket bundet af vilkårene, men hun indser også, at mennesket har magten til at handle ansvarligt. Hun begynder at forstå, at selv i svære tider kan man forsøge at bevare værdighed og empati – det er dette, der definerer mennesket.
Birthe og kampens nødvendighed
Lidt længere fremme i skoven støder vi på Birthe Lauritsen fra Enhedslisten. Hun ser ikke kun skoven som et problem – for hende er det en kampplads, hvor de svageste og mest udsatte fortjener at blive hørt. Birthe insisterer på, at politik bør handle om at beskytte dem, der har mindst. “Mennesket har ret til støtte og omsorg,” siger hun, “og vi må kæmpe for det, selv når ressourcerne er knappe.”
For Birthe er mennesket et væsen, der har brug for solidaritet. Hendes rejse handler om at stå fast i kampen for retfærdighed og sørge for, at ingen bliver efterladt i skyggerne af politiske beslutninger. Hun indser, at det at være menneske betyder at kæmpe for de sårbare – selv når kampen synes umulig.
Tine og visionen om fremtiden
Længere fremme på rejsen finder vi Tine Vinther Clausen fra Venstre, der går med storslåede drømme om fremtiden. For hende er Lolland et sted i udvikling, hvor nye internationale skoler og bæredygtige bydele kan skabe et blomstrende samfund. Men på sin rejse bliver hun konfronteret af nutiden. En landsby med slidte bygninger og tomme skoler minder hende om, at fremtiden ikke alene kan redde dem, der lider nu. “Hvad med dem, der lever her i dag?” spørger en ældre kvinde i landsbyen.
Tine erkender, at hendes vision om fremtiden også må tage hensyn til dem, der kæmper i nuet. Hun indser, at mennesket ikke kun er defineret af dets drømme om fremtiden, men også af det ansvar, det har i øjeblikket. Hendes rejse handler om at forene vision og virkelighed – at tage de skridt, der skaber vækst, men uden at glemme dem, der allerede er her.
Marie-Louise og den etiske kamp
Marie-Louise fra Din Stemme vandrer længere op ad bjerget, hvor hun står på en bakketop med udsigt over de beslutninger, hun skal tage. For hende handler politik om at træffe de mindste onde valg. “Der er ingen perfekte løsninger,” siger hun, “men vi skal stå ved vores handlinger.” Hun vælger ærlighed som sit våben, og nægter at gemme sig bag undskyldninger eller tomme løfter.
Marie-Louise ser mennesket som et væsen, der hele tiden må vælge mellem svære alternativer. Hun tager ansvar for de smertefulde beslutninger og erkender, at et menneske kun kan være ægte, hvis det tør stå ved sine valg. Hendes rejse handler om at finde styrken i at være ærlig og stå fast, selv når valgene er svære.
Leo og retfærdighedens vægt
Leo Christensen fra Lokallisten Lolland går ad en støvet landevej, der strækker sig mellem by og land. Han ser på de små landsbyer, der er ved at forsvinde, og erkender, at mennesket i Lolland er blevet overset. For Leo er mennesket ikke blot et produkt af nutiden, men også af de beslutninger, der er truffet i fortiden. “Hvordan kan vi rette op på tidligere fejl?” spørger han, mens han ser på de tomme skoler og forladte haller.
Hans rejse handler om retfærdighed – ikke blot i nutiden, men også at genoprette balancen for dem, der har været overset i mange år. Leo indser, at mennesket er formet af sin historie, men at vi stadig har magten til at skabe en mere retfærdig fremtid, hvis vi lærer af fortiden.
Lars og skyldens erkendelse
Ved floden sidder Lars Christiansen fra Socialistisk Folkeparti og ser på vandet, der strømmer forbi. Han tænker på de beslutninger, han har været med til at træffe, og mærker en tung skyld hvile på sine skuldre. “Vi kan ikke gøre alle glade,” siger han stille, “men vi må sige undskyld til dem, vi har svigtet.”
Lars forstår, at mennesket er et væsen, der altid bærer ansvar – også for de ting, der ikke lykkes. Han indser, at skyld ikke kan undgås, men at det handler om at lære af sine fejl og gøre det bedre næste gang. På sin rejse tager Lars det første skridt mod at finde fred med de beslutninger, han har truffet, og lære at bære ansvaret med ydmyghed.
Henrik og systemets menneskelighed
Henrik Jacobsen fra Konservative står ved foden af et tårn, fyldt med økonomiske data og budgettal. For ham handler politik om struktur og balance, men han bliver pludselig konfronteret med spørgsmålet: Hvor er mennesket i alt dette? Henrik ser op og indser, at bag tallene er der mennesker, der bliver påvirket af hans beslutninger.
Henrik forstår, at mennesket ikke blot kan reduceres til tal og økonomiske strategier. Hans rejse handler om at forene det tekniske og det menneskelige, at sikre at politik ikke kun handler om effektivitet, men også om de mennesker, der påvirkes af beslutningerne. Han ser nu, at mennesket ikke kan undgås i politik – og at vi må se menneskene bag systemet.
Benny og outsiderens perspektiv
Benny Damgaard fra Danmarksdemokraterne befinder sig lidt uden for de andre. Han føler sig som en outsider, der ikke har haft tid nok til at påvirke budgettet, men som stadig ser kritisk på de beslutninger, der er truffet. “Vi må huske på de små samfund,” siger han med fasthed i stemmen.
Selvom han står alene, ser Benny sin rolle som vigtig. Han ved, at mennesket altid har en stemme, selv når det står udenfor de store beslutningsprocesser. Hans rejse handler om at bruge denne stemme til at kæmpe for dem, der måske er blevet glemt. Mennesket er ikke magtesløst, selv når det ikke sidder ved magtens bord.
Konklusion:
Ved slutningen af deres rejse samles politikerne ved en korsvej. De har alle set verden fra forskellige perspektiver – fra byens travle gader til landdistrikternes stille veje. De indser, at det at være menneske ikke kun handler om tal, visioner eller svære valg. Mennesket er et væsen, der både må tage ansvar for nutiden, lære af fortiden og drømme om fremtiden.
Gennem denne rejse forstår de, at politik ikke kun er et spørgsmål om budgetter og strategier. Det er et spørgsmål om menneskelighed, om at finde balancen mellem ansvar, empati og pragmatisme. Som Svend Brinkmann skriver, er mennesket mere end blot en brik i systemet – det er en skaber af fællesskab, af retfærdighed og af håb for fremtiden.
Og med denne forståelse fortsætter de deres rejse, hver især lidt klogere på, hvad det vil sige at være menneske – i politik og i livet.
