Da TV2 Øst den 12. april dækkede den verserende færgedebat på Lolland, mødte journalisterne tavshed fra formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Tine Vinther Clausen (V). I stedet trådte næstformand Ann-Britt Lærkedahl (S) frem og gav en udtalelse, som umiddelbart virkede afklarende – men som ved nærmere analyse udstiller nogle af de debatmæssige udfordringer, Christian Kock kritiserer i bogen De svarer jo ikke – Fordummende uskikke i den politiske debat.
Lærkedahl understregede, at der blot er tale om et forslag, og at der nu venter “et omfattende politisk arbejde” for at finde en løsning. Da journalisten spurgte, om beboerne på Fejø så bare skal gå og vente nervøst, svarede hun:
“Det bestemmer de jo sådan set selv, men jeg synes da, det er at tage sorgen på forskud.”
Et overfladisk set roligt og diplomatisk svar – men hvad sker der retorisk?
Afsporende og ansvarsfraskrivende svar
Christian Kock identificerer i sin bog en række gennemgående “uskikke” i politisk debat, som skader borgernes mulighed for at træffe oplyste beslutninger. Disse inkluderer:
- Ikke-svar, hvor politikerens ord ikke adresserer det reelle spørgsmål.
- Beroligelsessvar, der dulmer følelser i stedet for at levere substans.
- Skyldforskydning, hvor ansvaret placeres hos borgerne.
- Spinning og eufemismer, som gør problemerne mindre alvorlige, end de reelt er.
Lærkedahls svar rummer elementer af alle fire.
Hvad bliver (ikke) sagt?
- “Det er kun et forslag”
Her skaber Lærkedahl afstand til ansvaret, selvom hun som næstformand i udvalget har direkte indflydelse. Ifølge Kock er det en klassisk “tågeteknik”, hvor man slører forbindelsen mellem magt og ansvar. - “Det bestemmer de jo selv”
Et udsagn, der i praksis skyder spørgsmålet tilbage i hovedet på borgerne. I stedet for at anerkende den usikkerhed, der opstår, når politiske forslag kan ramme hårdt, antydes det, at det er borgernes egen skyld, hvis de går og er bekymrede. - “Det er at tage sorgen på forskud”
Dette er et typisk beroligelsessvar. Det appellerer til følelsen og forsøger at afmontere borgernes bekymring, men uden at tage fat på de reelle årsager til utrygheden. Det fremstår som en afvisning forklædt som empati.
Hvad mangler?
Kock insisterer på, at borgerne har krav på klare, ansvarlige og argumenterede svar – for at kunne tage stilling, engagere sig og fastholde politikere på deres løfter. Men Lærkedahls svar undviger følgende spørgsmål:
- Hvorfor overvejes prisstigninger på færgen?
- Hvad vil det betyde konkret for borgerne på øerne?
- Hvilke alternativer er i spil?
- Hvilke politiske principper styrer arbejdet fremad?
I stedet får borgerne et mix af udglattende vendinger og følelsesmæssig ansvarsplacering.
En tabt mulighed for demokratisk dialog
Ann-Britt Lærkedahl kunne have brugt sit interview som en anledning til at vise åbenhed, ærlighed og dialogvilje. I stedet blev det en demonstration af det, Kock kritiserer som en voksende tendens i moderne politisk kommunikation: Ordrige svar uden egentligt indhold, der forvirrer mere end de forklarer.
I en tid hvor tilliden til politikere er under pres, og hvor borgerne efterlyser gennemsigtighed og inddragelse, er det netop nu, vi har brug for, at politikerne taler klart, tager ansvar og viser tillid til borgernes dømmekraft.
